Genbrugspladsen åbner for have- og grenaffald fra 1/3-2022 alle dage 9-22

 

 

Genbrugspladsen i Ringkøbing udvider åbningstiden

 

 

 

 

 

Den 1. marts åbner Genbrugspladsen i Ringkøbing som noget helt nyt for grenpladsen alle ugens dage fra klokken 9-22. – Vi vil gerne give den ekstra service, siger teamleder og koordinator.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når kalenderen siger marts, er det ofte lig med forår og spirende arbejde i parcelhushaverne. Ofte trækker havefolket i gummistøvlerne i weekenderne, og så er det rart med det samme at kunne komme af med de afklippede grene og visnede planter fra i fjor.

 

Det bliver muligt nu. Genbrugspladsen i Ringkøbing vil nemlig som noget nyt åbne grenpladsen fra klokken 9-22 alle ugens dage fra den 1. marts.

 

– Det glæder vi os til, siger teamleder Bruno Hansen.

 

Tidligere har folkene på genbrugspladsen prøvet at holde hele pladsen åben nogle søndage uden den helt store succes. Men nu vil de altså gerne tilbyde havefolket at kunne komme af med grenaffald hver dag og aften ugen rundt.

 

En tillidsøvelse

De udvidede åbningstider bliver i dén grad en tillidsøvelse. Hvor genbrugspladsen indtil nu har været lukket med en jernport uden for åbningstiden, vil selve pladsen fremover kun være lukket med to bomme, lige som man let vil kunne gå fra grenpladsen ind på selve pladsen.

 

– Men det må man selvfølgelig ikke. Man må kun være på grenpladsen og aflevere det sorterede affald, der hører til der. Det håber vi, at borgerne vil respektere, siger Bruno Hansen, mens pladskoordinator Abedin Berbatovci tilføjer, at der som altid er flere kameraer, der både overvåger pladsen og læser nummerplader på biler på genbrugspladsen.

 

De udvidede åbningstider til havefolket skyldes især genbrugspladsens indretning. Det er muligt kun at åbne én del op, så borgerne uden for den almindelige åbningstid kan nøjes med at komme til grenpladsen, der ligger lige til venstre, inden man kommer ind på den store del af pladsen.

 

– Borgerne har givet udtryk for, at de gerne vil kunne aflevere grenaffald alle dage. Det ønske har vi lyttet til, og fordi pladsen i Ringkøbing er indrettet, som den er, har det været en relativ nem opgave at åbne den i et større tidsrum, siger Bruno Hansen.

 

  • Mellem klokken 22 og 9 vil pladsen stadig være lukket med en jernlåge helt ude ved indkørslen ved Baldersvej.
  • Vil man vide mere om genbrugspladsen, kan borgere altid kontakte Team Dagrenovation på telefon: 9974 1014 eller mail: affald-genbrug@rksk.dk